Søg støtte

Søg

Mand sidder og kigger på sin telefon, mens han spiser Mand sidder og kigger på sin telefon, mens han spiser

Nyhed -

4 ud af 5 er afhængige af deres telefon

Størstedelen af befolkningen betegner sig selv som afhængig af en smartphone i større eller mindre grad, viser en måling fra TrygFonden. Samtidig er der massiv tilslutning til regulering af børn og unges adgang til mobiltelefoner og sociale medier.


Har du svært ved at undvære din smartphone? Og bruger du ofte længere tid på den, end du egentlig havde tænkt dig?

Så er du ikke alene.

I TrygFondens Tryghedsmåling 2025 angiver fire ud af fem, at de er afhængige af deres smartphone i større eller mindre grad.

Mobilen er blevet en forlængelse af vores krop, og det gælder altså ikke kun for de unge

Anders Hede, forskningschef i TrygFonden

Mobiltelefonen har generelt indtaget vores hverdag på både godt og ondt, fortæller Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

”Mange ting bliver lettere med en smartphone, men vi er nok også mange, der kender til at gribe ud efter telefonen uden rigtig at tænke over det. Mobilen er blevet en forlængelse af vores krop, og det gælder altså ikke kun for de unge,” fortæller Anders Hede.

Det viser målingen:

  • 96 pct. har en smartphone.
  • 15 pct. betegner sig som ”meget afhængig” af deres smartphone. 34 pct. ser sig som ”en del afhængig”, 32 pct. angiver at være ”lidt afhængig", mens 18 pct. ikke er psykologisk afhængig af deres smartphone.
  • 90 pct. er helt eller delvist enige i, at ”Der er mange, som er alt for optaget af deres mobil fremfor at være nærværende, når de er sammen med andre”.
  • 12 pct. tjekker deres mobiltelefon mindst én gang i løbet af en normal nat.
  • 48 pct. angiver, at de dårligt kan holde ud at undvære deres smartphone.
  • 36 pct. bruger ofte deres telefon længere, end de havde tænkt sig.

Børnene skal beskyttes

Selvom det er mennesker i alle aldre, der kan have svært ved at lægge telefonen fra sig, er det især, når børn er involveret, at de adspurgte i tryghedsmålingen mener, at der bør indføres restriktioner.

Tre ud af fire synes, det er fornuftigt at forbyde mobiltelefoner i løbet af skoledagen, og over halvdelen af de adspurgte mener, at legepladser bør gøres til mobilfri zoner.

Derudover svarer flertallet, at børn skal vente, til de er ca. 12 år med at få deres egen mobiltelefon, og at de ikke bør få adgang til sociale medier, før de er 14-15 år. 

Det er langt fra situationen, som den er i dag. 

56 pct. af børn i 4. klasse havde deres debut på sociale medier, før de var fyldt 10 år. Og 94 pct. har en profil på minimum et socialt medie udover YouTube, før de fylder 13 år.

”Der er en stigende bekymring for – og stadig flere undersøgelser, der peger på – at for meget  skærmtid går ud over vores trivsel. Det gælder især børn og unge – men efterhånden også flere og flere voksne. Derfor ser vi også, at danskerne i dag er med på regulering af tech-virksomhederne, ” fortæller Anders Hede.

I tryghedsmålingen svarer 82 pct., at firmaerne bør have pligt til at sikre, at unge under 13 år ikke kan oprette en konto på sociale medier, og 74 pct. mener, at programmer, der henvender sig til børn og unge, bør lukke ned om natten.

Det er ikke nemt, men det er vigtigt, at det ikke bliver et problem, som den enkelte unge og familie står alene med

Anders Hede, forskningschef i TrygFonden

”Især børn er udsat og har svært ved at modstå de avancerede metoder, som tech-giganterne bruger for at holde vores opmærksomhed på skærmen. Det er jo den måde, de tjener penge. Mange af de unge siger selv, at de gerne vil bruge mindre tid på skærmen. De første erfaringer med regler, fx mobilfri skoletid, er samlet positive. Det er ikke nemt, men det er vigtigt, at det ikke bliver et problem, som den enkelte unge og familie står alene med. Der skal handles fælles,” siger Anders Hede.

Download Tryghedsmålingen

Har du spørgsmål?

Anders Hede

Forskningschef