De fleste i Danmark har det godt – men en gruppe i samfundet kæmper med psykisk mistrivsel, fysiske helbredsproblemer og ensomhed. For mange betyder det, at de føler sig på kanten af – eller helt uden for – samfundets fællesskaber.
Tal fra Fællesskabsmålingen 2022 viste, at 1 ud af 20 føler sig udenfor, mens næsten 1 ud 4 er på kanten af fællesskaberne.
Men livet kan skifte retning – både til det bedre og det værre. Derfor bliver nogle løbende en større del af fællesskaberne, mens andre bliver mere isolerede. Det er de mennesker og bevægelser, vi bliver klogere på i Fællesskabsmålingen 2025 – en ny rapport fra VIVE, som TrygFonden og Mary Fonden står bag.
Sofie, kvinde i 30’erne, citat fra FællesskabsmålingenJeg er så glad for, at jeg skal på arbejde ligesom alle andre. Og når folk spørger mig: “Hvad laver du så?”, så har jeg et svar. I mange år, der løj jeg.
De 69 interviewpersoner, der har bidraget til rapporten, har alle oplevet, hvordan livet snor sig, og hvad fx en svær opvækst, et svækket helbred eller en dårlig økonomi kan betyde for ens tilværelse og sociale fællesskaber.
Rapporten er fyldt med citater fra interviewpersonerne, og de giver en fantastisk indsigt, fortæller Rie Odsbjerg Werner, der er direktør i TryghedsGruppen og TrygFonden.
”De er ærlige, de er rå og følsomme. Og så er de kontante og præcise. De fortæller klart og nøjagtigt, hvad der skubber os ud af fællesskaber – og heldigvis også, hvad der kan få os tilbage. Den viden, tror jeg, er vigtig, hvis vi vil gøre en forskel for flere,” siger Rie Odsbjerg Werner.
Ud og ind af fællesskaberne
Sofie: Uddannelse og job trods svære odds
Sofie er i 30’erne og er vokset op i en udsat familie med kriminalitet og misbrug. Hun har en psykiatrisk diagnose og har haft et længere behandlingsforløb i psykiatrien, som har hjulpet hende meget. Under behandlingsforløbet søgte hun ind på en uddannelse med handicaptillæg, gennemførte uddannelsen og har i dag et godt job, som hun betegner som spændende og velbetalt.
Hendes sociale liv kan dog være udfordrende, og Sofie har et meget begrænset socialt netværk:
“Jeg er meget som udgangspunkt udadvendt og egentlig ikke genert heller, tværtimod. Men jeg har rigtig svært ved at pleje dem og fastholde dem, fordi jeg nærmest fra dag til dag kan gå lidt i hullet. (…) Og det giver jo sig selv, når man ikke svarer i flere uger i træk, så gider man ikke være veninder med mig. (…) Jeg er meget selvreflekterende, så jeg har tænkt meget over det, fordi jeg er meget ensom, og det piner mig, men… Men det er også min egen skyld, at det er sådan.”
Lisbeth: Førtidspension giver ro
Lisbeth er i 50’erne og har haft psykiske problemer i hele sit voksne liv på grund af traumer fra opvæksten. Hun har tidligere været i arbejde, men efter en stressrelateret depression mistede hun sit arbejde. Siden har hun været på forskellige ydelser og har været igennem et langt beskæftigelsesforløb, men er nu endelig blevet tilkendt førtidspension. Det beskriver hun positivt:
“Altså, det har betydet, at jeg kunne vinde mit liv tilbage. (…) Ja, jeg er jo ikke selvforsørgende, men at jeg selv kan købe ind og jeg selv kan gøre rent. Jeg har sådan et program, hvor jeg holder mig fysisk i gang med cykling og gåture og svømning. Jeg holder mig i gang socialt. Det ville jeg jo ikke kunne, hvis jeg skulle i jobprøvning hele tiden og møde til samtaler på jobcenteret om, hvordan jeg har det.”
Mads: Tiltagende social isolation og ensomhed
Mads er i 40’erne, bor alene og har fuldtidsarbejde. Efter et længere parforhold har han været ufrivilligt single i mange år, og det har påvirket hans sociale liv, fortæller han.
Han har opsøgt datingmiljøer og bl.a. gået til en fritidsaktivitet, men i de senere år er hans sociale liv blevet stadig mere begrænset. Med pandemien stoppede fritidsaktiviteten, og Mads genoptog den ikke efterfølgende – bl.a. fordi han ikke oplevede, at nogen savnede ham:
”[Da] jeg sådan trak mig lidt derfra, så var det ikke sådan, som om, at ens telefon, den var rødglødende, for at man skulle komme tilbage. Og det kunne jeg godt have ønske at man ligesom følte, at man var ønsket på den måde. Frem for at det i det hele taget var ligegyldigt, at man var der.”
Målingen viser, at der ikke findes simple forklaringer på, hvorfor mennesker glider ind eller ud af samfundets fællesskaber. Men helbredet er en vigtig faktor, og mange af interviewpersonerne har alvorlige psykiske eller fysiske problemer – og det præger ofte både deres arbejdsliv og deres relationer til andre.
Undersøgelsen viser også, at hvis man føler sig socialt ekskluderet, og ikke mener man får den hjælp, man har brug for, giver det mistillid – både til velfærdssystemet, beslutningstagerne og demokratiet.
”Noget af det, som står ret klart frem i undersøgelsen, er, at udsathed ofte også følges af med mistillid til samfundets institutioner. Et stærkt og trygt samfund bliver ikke bygget på mistillid. Det bliver bygget på tillid og følelsen af at høre til,” siger Rie Odsbjerg Werner.
Fællesskabsmålingens tre grupper
Tidligere Fællesskabsmålinger viser, at den voksne befolkning kan opdeles i tre grupper: majoritetsgruppen, risikogruppen og eksklusionsgruppen.
- Majoritetsgruppen har velfungerende liv og kun ganske få problemer med helbred, job eller nære relationer.
- Risikogruppen har udfordringer i livet, fx dårligt helbred eller arbejdsløshed, men er ikke ramt af massive problemer.
- Eksklusionsgruppen kæmper med massive problemer, fx dårligt helbred, psykiske lidelser og skrøbelige sociale netværk.
Fællesskabsmålingerne viser også, at mange mennesker bevæger sig mellem grupperne over tid, enten fordi de oplever en bedring i deres situation, eller fordi deres udfordringer øges. Det er disse bevægelser, der stilles skarpt på i denne undersøgelse.
De 69 interviewpersoner har alle tidligere deltaget i Fællesskabsmålingen, og fælles for dem er, at deres livssituation er ændret så meget, at de tilhørte en anden gruppe ved målingen i 2022, end de gjorde i 2017.