Hvis du har børn i vuggestue eller børnehave, har de måske snakket lidt ekstra om Børste, Orm og Trumle i den her uge.
Alle landets daginstitutioner har netop modtaget Minisjangs kæmpestore sprogkasse, der er fyldt med bøger, en hånddukke af Orm, følelses- og snakkekort og en masse andet spændende indhold. Kasserne er udviklet af DR, TrygFondens Børneforskningscenter og Centralbibliotekerne med støtte fra TrygFonden.
Dorthe Bleses, professor, TrygFondens BørneforskningscenterEt tidligt godt sprog lægger fundamentet for et senere sprog og hænger fx sammen med eksamenskarakterer i 9. klasse
Figurerne fra DR’s populære Minisjang-univers er en vigtig del af en ny indsats, der skal udvikle og styrke de mindste børns sprog, fortæller Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet.
”Sprog er ikke bare en isoleret færdighed men en vigtig adgangsbillet til udvikling, læring, sociale relationer og trivsel både i barndommen og senere i livet. Sprog åbner fx døre til børnefællesskaber og er en vigtig nøgle til leg,” fortæller Dorthe Bleses.
Børn er meget forskellige, og forskning viser, at den sproglige ulighed starter tidligt.
”Studier af tusindvis af danske børn viser store forskelle i ordforrådet allerede ved vuggestuealderen. Da et tidligt godt sprog lægger fundamentet for et senere sprog og fx hænger sammen med eksamenskarakterer i 9. klasse, er det vigtigt, vi sætter tidligt ind,” siger Dorthe Bleses.
Alle kan bruge sprogkassens indhold
I vuggestuer og børnehaver kan pædagogerne bruge indholdet i sprogkassen til at fortælle sjove historier, få børnene til at sætte ord på deres følelser og starte spændende samtaler om det – for mange børn – velkendte univers med Børste, Orm, Trumle og Ruth.
Men sprogkassen og dens indhold er ikke kun begrænset til institutionens fire vægge. Er du fx dagplejer, kan du finde sprogkassen på biblioteket, og alle har adgang til det digitale univers, der findes på DR’s kanaler, hvor du også kan printe en lang række fysiske materialer, der indgår i sprogkassen.
Brug Minisjang til at udvikle sproget derhjemme
Er du forælder til et barn i vuggestue- eller børnehavealderen? Så kan du bruge det digitale univers om Minisjangs kæmpestore sprogkasse til at styrke dit barns sproglige udvikling.
Forskningen bag sprogkassen
Minisjangs kæmpestore sprogkasse er udviklet på baggrund af mange års forskning fra bl.a. TrygFondens Børneforskningscenter.
Det kan du læse mere om hos TrygFondens Børneforskningscenter og DR.
TrygFondens Børneforskningscenter afprøver sprogkassen i cirka 100 børnehavestuer som en del af forskningsprojektet Styrket sprogvurdering, finansieret af TrygFonden, der har særligt fokus på børn med svagt sprog.