Om donationen
Donationen går til at videreudvikle appen Mit Digitale Selvforsvar for at øge danskernes digitale tryghed og styrke deres forudsætninger for at hjælpe andre, som udsættes for digital svindel. Appen skal opdateres med nye funktioner for at understøtte en træd til-kultur, hvor danskere hjælper personer i deres netværk med at undgå at blive ofre for svindel. Eksempelvis skal det nye koncept ”Min digitale hjælper” give den enkelte bruger hurtig hjælp fra en betroet hjælper. Ligeledes skal appen gøres til et unikt nationalt datamæssigt samlingspunkt med forbedret datakvalitet vedrørende de tips, der kommer ind fra brugerne, når de er forsøgt svindlet. Appen er en del af et strategisk samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, og ambitionen er at udbrede appen til endnu flere end de ca. 460.000 nuværende brugere.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Projekt
- Modtager
- Forbrugerrådet Tænk
- Støttet beløb
- 2.680.000 kr., år 2024
- Delmål
- Digital tryghed
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Voksne, Ældre
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Opgraderingen har løftet den tekniske infrastruktur og sikret partnerskabet mellem TrygFonden og Forbrugerrådet Tænk en stærk forankring for den fremadrettede indsats mod digital svindel. Partnerskabet fokuserer i 2026 på mobiliseringen af borgernære aktører og her vil den opdaterede app være et afgørende – og meget konkret – værktøj. Samtidig arbejder vi i 2026 målrettet på en varig myndighedsforankring og her er det også vigtigt, at appen er teknisk tidssvarende og fremtidssikret.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Appen har fået en klar opgradering af både design og brugervenlighed. Eksisterende kernefunktioner er moderniserede og strømlinede. Med den nye funktion ”Betroet Ven” har brugerne mulighed for at praktisere en aktiv træd til-kultur og funktionen skal være med til at understøtte mindsettet om digital svindel som en fælles opgave. En survey gennemført efter opdateringen har desuden vist, at 77,6 procent af de adspurgte brugere oplever, at appen gør det nemmere at hjælpe andre med at undgå svindel.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
De planlagte indsatser og alle tre faser er gennemført som planlagt. I forhold til udviklingen af den nye funktion, ”Betroet Ven”, og aktiviteterne i fase 3 kunne vi med fordel have prioriteret brugerinddragelse endnu højere. Et forløb med brugerworkshops kunne have givet bedre indsigt i udformningen og implementeringen af funktionen. I 2026 vil vi i regi af partnerskabet mellem TrygFonden og Forbrugerrådet Tænk arbejde med at forbedre funktionen, så den er mere intuitiv for brugerne.
Delmål
Digital tryghed
Ansøger du på dette område, skal dit projekt overordnet bidrage til gøre den enkelte i stand til at tage ansvar for egen og andres digitale tryghed.
Mere om vores fokusområde Digital tryghed