Om donationen
De seneste to års forandring under Covid-19 har været særligt udfordrende for sårbare familier med et i forvejen spinkelt netværk. Home-Start tilbyder familier en frivillig familieven i to timer om ugen i minimum seks måneder. Familievennen støtter med praktiske og venskabelige gøremål i familiens eget hjem og kan hjælpe med at etablere mere netværk og gøre hverdagen overkommelig. Med donationen kan Home-Start ansætte en deltidsansat koordinator, som skal være med til at drive indsatsen. Målet er at afhjælpe familiernes sociale udfordringer, så de oplever mere overskud i hverdagen og får støtte til at mobilisere egne ressourcer, så de kan forbedre deres livssituation.- Region
- Syddanmark
- Type
- Projekt
- Modtager
- Home-Start Familiekontakt Odense
- Støttet beløb
- 788.200 kr., år 2022
- Delmål
- Alle med fra start
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Børn og unge, Voksne, Ældre
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Home-Start Odense står pt. et solidt sted med økonomisk sikring og øget synlighed. Projektet er forankret ved, at erfaringerne fra indsatsen systematisk er anvendt i det videre arbejde, fx på forberedelseskurser for nye frivillige. Match mellem familier er integreret som en fast del af Home-Start støtten. Kendskabet til Home-Start er styrket, og samarbejdet med relevante parter er udbygget, hvilket har resulteret i løbende henvisninger af familier og en bæredygtig videreførelse af indsatsen.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Vores mål i projektet er i høj grad blevet indfriet. Vi har lært meget om ensomhed og om, hvordan vi som forening kan italesætte det at være isoleret og føle sig alene, uden at det bliver forkert opfattet eller gjort til et tabu. Især de match, der blev etableret det første år, overgik alle forventninger, da relationerne blev meget tætte og blev en del af hinandens sociale bobler. Den gensidige åbenhed om ensomhed gjorde, at begge parter i relationen oplevede stor forbundethed og ligeværd.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
Den metode, vi anvender i Home-Start, hvor der lægges vægt på at matche parterne ud fra hinandens behov og ønsker, så de fungerer godt sammen, har stor betydning for, at relationen bliver bæredygtig. Det er vi lykkedes rigtig godt med, og derfor har projektet i høj grad levet op til sine mål. Familierne har oplevet øget trivsel, styrkede forældrekompetencer og mere overskud i hverdagen. Hvis vi skal gøre noget anderledes, bør vi følge match mellem familier tættere for at øge fastholdelsen.
Delmål
Alle med fra start
Alle børn og unge har brug for en hverdag med skolegang og fritidsliv i fællesskaber med jævnaldrende. Vi vil bidrage til at børn og unge, der vokser op i udfordrede familier, eller selv er udfordrede af psykiske og sociale vanskeligheder, kan leve et liv, der ligner det liv, alle andre børn og unge har.