"Sådan undgår du kræft". "Sådan nedsætter du dit blodtryk". "Så meget alkohol kan du drikke".
Sundhedsrådene om, hvordan du lever sundt og undgår sygdom, hober sig op i medierne og på nettet, men i mange tilfælde er rådene ikke tilstrækkeligt underbyggede.
Vidensråd for Forebyggelse arbejder for at aflive myter om, hvad der forbedrer befolkningens sundhed, og sikre, at beslutninger om forebyggelse og sundhedsfremme bygger på solid viden og forskning. Rådet formidler desuden den forskningsbaserede viden, der allerede findes, så både fagpersoner, politikere, embedsmænd og almindelige borgere kan bidrage til, at danskerne lever længere og bedre liv.
Rådet blev oprettet i 2010 som et samarbejde mellem TrygFonden og Lægeforeningen. Samarbejdet er siden blevet udvidet med Lundbeckfonden, Rockwool Fonden og Novo Nordisk Fonden, der alle bidrager til finansieringen af rådets arbejde.